Norgepålands-Nordkap

Norge på langs til Nordkap

En campingrejse til Nordkap er en drømmerejse og jo mere tid man har, jo mere uforglemmelig bliver rejsen. Midnatssol og storslået natur kombineret med et rigt dyreliv gør dette til en campingrejse af de helt store.

Tekst: Anne-Vibeke Isaksen
Foto: Rasmus Schønning

OSLO – Norges smukke hovedstad
Man kan altid rejse til Oslo, så måske skal man ikke bruge for lang tid i hovedstaden, men har man godt med tid, så er Oslo bestemt et besøg værd og et naturligt sted at begynde sin rejse mod nord. Oslo er en hovedstad, der gennemgår en rivende udvikling, hvor byens historie med rødder i den danske også er en moderne storby, hvor nye bykvarterer skyder op ved havnen bl.a. med et nyt operahus og det imponerende Munch museum med Edvard Munch malerier som ”Skriget”. Hovedstrøget Karl Johans Gate og Akers Brygge er Oslos pulserende centrum i dag.

Ringebu StavkirkeRINGEBU STAVKIRKE – En perle i Gudbrandsdalen
Nord for OL-byen Lillehammer ligger Ringebu Stavkirke, der en af Norges 28 tilbageværende stavkirker. I årene efter år 1000 var der over tusinde stavkirker i hele Norge. Ringebu Stavkirke blev bygget i år 1220 og er en af de største i landet. Den er spækket med symbolik. Dragehovederne på taget er for at skræmme onde ånder væk, og det samme gælder de smalle døre, der har den funktion, at man ikke skulle tage onde ånder med ind i kirken. Ringebu Stavkirke er bygget om flere gange og gennemgik en omfattende restaurering i 1921, så den i dag står flot og velbevaret.

DovrefjellDOVREFJELL – Tæt på vilde moskus
Den ca. 2.000 km2 store Dovre Nationalpark med nogle af de højeste fjelde i Norge er et sted, som skal opleves. Det er i denne særprægede natur, at man har mulighed for at komme tæt på vilde moskus, der lever vildt på Dovre Fjeld. De 600 kg store dyr skal opleves på afstand, og det bedste er med guide, selvom man kan vandre i området på egen hånd. Guiderne ved, hvor dyrene går, og hvad man skal kigge efter for at finde dem. Dyrene blev sat ud første gang i 1930, men uddøde under 2. verdenskrig, fordi man manglede kød og skød dem. I 1947 og 1953 blev en ny flok moskusokser sat ud, og nu er der ca. 300 af dem.

TRONDHEIM – Mere end en imponerende domkirke
Norges tredje største by er verdenskendt for sin overdådige domkirke Nidarosdomen, der kan ses fra alle hjørner af byen. Storslået og smuk på samme tid, men Trondheim er meget mere end det. Byen er historisk, grundlagt i år 997 og nutidig på samme tid. En levende universitetsby med masser af unge mennesker, Norges stolte gastronomiske by, et godt udgangspunkt for aktiv ferie med bl.a. Norges eneste cykellift og sidst, men ikke mindst, hjemsted for fodboldklubben Rosenborg BK.

SALTFJELLET – Her krydses Polarcirklen
Midt i dette golde og øde landskab krydser man Polarcirklen, og det kræver naturligvis et lille stop. Polarcirklen flytter sig fra år til år – lige nu ca. 14.5 m mod nord hvert år, men det gør Polarcirkelcenteret naturligvis ikke, og på den måde kan man kalde det for lidt af en turistfælde. Der er en enorm souvenirbutik med cafe og biograf. Det er faktisk udenfor, at der er mest at opleve, fordi der bl.a. er et mindesmærke for jugoslavere og russere, der mistede livet under 2. verdenskrig. Polarcirklen er det sted på jordkloden, hvor der er hhv. helt lyst eller helt mørkt i 24 timer en gang om året. Der er både en nordlig og en sydlig polarcirkel.

SALTSTRAUMEN - Verdens stærkeste tidevandsstrøm
Ved Saltstraumen mellem byerne Fauske og Bodø har der levet mennesker i mere end 10.000 år, og stedet er omgivet af magisk energi, fordi verdens stærkeste tidevandsstrøm passerer her fire gange i døgnet. Ca. 400 mio. m3 vand presses ind gennem strædet, der blot er 150 meter bredt og 30 meter dybt. Omregnes mængden af vand til menneskekroppe på ca. 70 liter pr. person, svarer det til at hele Norges befolkning presses igennem på 19,6 sekunder. Man kan se det fra land, men den mest ultimative måde er fra en hurtigsejlende rib båd, hvor man kommer helt tæt på de store naturkræfter.

ALTA – Midnatssol, helleristinger og Nordeuropas største kløft
Alta er et utroligt spændende område, hvor man sagtens kan bruge lang tid. Byen ligger ved Alta-elvens udløb i Alta-fjorden i storslået natur. Der har boet mennesker i mere end 6.500 år, og i 1972 gjorde man et værdifuldt fund af helleristninger. Der er fundet over 5.000 stenbilleder, og mange af disse kan opleves på frilandsmuseum Hjemmeluft fire km uden for Alta. Stedet blev optaget på UNESCOS verdensarvsliste i 1985. Det er også her, man kan opleve Alta Canyon, som er Nordeuropas største kløft. Den ses bedst ved at tage med på en rundvisning på kraftværket små 50 km fra Alta eller ved at sejle på Alta-elven i en af de klassiske langbåde, som samerne også bruger, når de fisker. Alta-elvens laks er eftertragtet af fiskere fra hele verden.

NordkapNORDKAP – Nok til en uges ferie
En rejse til Nordkap er ikke «bare» målet, men det er hele rejsen til og fra Nordkap, der i virkeligheden er en uforglemmelig oplevelse. Når det er sagt, så er øen Magerøya, som Nordkap ligger på, meget mere end en klippe med en globus. Oplev f.eks. Nordkap som i gamle dage ved at sejle til Hornvika og så bestige de 307 m derfra.

Alle, der ville besøge Nordkap før 1956, hvor hovedvejen tværs over øen blev anlagt, kom hertil via søvejen. I gamle dage var det primært konger og andre prominente, der kom til Nordkap. Bl.a. den svenske konge, der besøgte stedet i 1873 og kongen af Thailand i 1907. De blev sat i land ved Hornvika og gik herfra 307 meter op til selve plateauet ved Nordkap.

Det er en uforglemmelig oplevelse, og ikke mange gør det, så man får det hele lidt for sig selv – modsat selve Nordkap, der på to-tre måneder besøges af ca. 200.000 turister. De skal alle sammen se det samme i Nordkaphallen med en udstilling og biograf om Nordkaps historie, en bar i en grotte, hvor man kan nyde ekstrem dyr champagne og kaviar, et kapel, en brudesuite og naturligvis en gigantisk souvenirbutik mm.

Udenfor finder man monumentet for Jordens Børn og ikke mindst den enorme globus, som alle skal have et foto med. Det er helt forståeligt. Husk at nyde udsigten ud over Ishavet – er du heldig, ser man hvaler ,og er man rigtig heldig, oplever man midnatssol, hvor solen snuser til horisonten, inden den igen sætter kurs mod den uendelige himmelhvælving. Det er en ubeskrivelig oplevelse, når det sker ved midnatstid.

Nordkap2Nordkap i TV
I august måned kan du se hele to TV-programmer om rejsen til Nordkap på dk4. Find sendetider på www.dk4.dk. Programmerne kan ses online fra 1.9.23. Som medlem af DCU er du altid velkommen til at sende dine spørgsmål til info@dcu.dk, så hjælper vi dig gerne med yderligere info til denne rejse.

 

Image
DCU medlemskab collage

Danmarks største camping-fællesskab

Bliv medlem af Dansk Camping Union og få:

  • 30% rabat på DCUs 20 campingpladser
  • 15% rabat hos 90 DCU fordelspladser
  • Rabat på attraktioner i hele Danmark
  • Teknisk rådgivning
  • Rabat på service hos DCU Servicecentre
  • Magasinet Camping-fritid otte gange årligt

Bliv medlem her