Jeg vil ikke kaldes royalist, men da jeg fik muligheden ved dronningens besøg i Allerød at kunne sende min ven Neil Walker i England mit foto af både dronningen og de lurkopier, han har skænket til Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, var jeg ikke i tvivl! Jeg vidste ikke, at det var min sidste mulighed for at fotografere hende som dronning.
http://www.lafak.dk/index.asp?DocumentID=196&SubID=202
WAKE UP CALL
Kulturministeriet interesserer sig ikke for kurve.
Nationalmuseet interesserer sig ikke for kurve.
Egnshistoriske museer interesserer sig ikke for kurve.
Kurve et den hvide klat på Danmarks kulturhistoriske landkort.
Selvfølgelig interesserer man sig for oldtidsfund af fiskeruser, som om det var hele Danmarks kurvehistorie.
Nationalmuseet har ikke en eneste akademisk uddannet medarbejder, som er ekspert i kurve. Ikke en eneste. Der findes masser af kurve på danske museer. Beskrevet af ukyndige så ethvert mønster i udviklingen fortaber sig i tågerne.
Nu har jeg skrevet igen og igen om dette, i aviser og på nettet og i direkte henvendelser til Kulturministeriet, diverse museer, og endda til Nationalmuseets chef Rane Willerslev. Willerslev henviste til en afdeling på Nationalmuseet, som jo kun kunne bekræfte, hvad jeg allerede vidste, at der ikke er en person, som har kurve som fagområde. Så sidder jeg og læser Rane Willerslevs bog ‘Tænk vildt’. Han fortæller om oplevelser som chef for Kulturhistorisk Museum i Norge. Museet skulle reorganiseres og meget offentlig debat var gået forud, og han beslutter sig for sammen med bestyrelsesformanden fysisk at opsøge nøglepersonerne for “det er sjældent på tv eller i avisspalterne, at folk træder et skridt tilbage fra en tidligere befæstet position.”
Aha! tænker jeg straks, hvis det er det, der skal til, så skal det ikke komme an på det. Jeg tør godt spørge pilekurvseksperten Steen Madsen om han vil følges med mig til kulturministeren eller Rane Willerslev for at lave et wakeup call. Straks taber jeg modet igen. Hvis Rane Willerslev med den erfaring i bagagen ikke har lagt stilen om og lytter til det skrevne ord, har jeg slet ikke lyst til at lytte til rådet.
Kurve er del af den danske kulturarv som er krøbet under radaren. Kurve hører naturligt under den kulturarv, som Museumsloven pålægger museerne at tage vare på:
“Lovens formål er gennem fagligt og økonomisk bæredygtige museers virksomhed og samarbejde at sikre kulturarv og naturarv i Danmark og udvikle betydningen af disse i samspil med verden omkring os.”
Interessant at formuleringen giver plads for UNESCOs målsætning om den immaterielle kulturarv at bevare den og føre den videre, også her er kurvene i Danmark i klemme, ja usynliggjorte.
Jeg synes det er pinligt,hvis det skrevne ord ikke kan få ændret negligeringen af kurve, fordi nøglepersonerne ikke offentligt kan indrømme, at her har nogen svigtet en vigtig kulturarv. Jeg har prøvet at råbe dem op uden resultat. Igen.
ps: Det er ikke undgået min opmærksomhed, at der er iværksat et par kurveprojekter med offentlig støtte. Fokus her er på kurve, som område.
I 1996 var der endnu mange år til ‘En tid med spånkurve’ (2009) udkom. En af de mange detaljer var spørgsmålet om, hvor langt tilbage man kendte til at lave kurve af spåner.
Et kalkmaleri fra 1520 i Rasbokil kirke i Uppland dukkede op og fik mig til at udpensle spørgsmålet i en lille tekst i tidsskriftet ‘ICO – Iconographisk Post’ Nordisk Tidsskrift for Bildtolkning, som nu kan ses her. Jeg fik et overbevisende svar fra Nils-Arvid Bringéus, svensk ekspert i folkelig billedkunst og meget andet. Dokumentationen kunne have værd for andre, så derfor disse kopier.
Her link til en serie billeder om spånkurve af den art.
Kalkmaleriet i Knislinge med Dorotea med spånkurv fra slutningen af 1400-tallet var en senere opdagelse. Men konklusionen er altså, at spånkurvenes oprindelse i Sverige i hvert fald går tilbage til før 1500-tallet og ikke som før antaget blot til begyndelsen af 1800-tallet.
Tænkte over hvad der foregår over det ganske land ugen igennem af aftener af denne karakter med lyrikoplæsninger uden afsmitning i TV eller trykte medier. Igen en god aften på Nørrebro.
UNDERSKOVENS antologi 2023 blev præsenteret for bidragyderne i Dansk Forfatterfoenings prægtige lokalitet – ikke alle 35 var mødt – men vi andre skrev os ind i historien – køb den, læs den, brug boghandlen, GAVEN hedder den fra Forlaget Mellemgaard.
Jeg tog de følgende fotos:
Jeg døde ikke – det er noget mærkeligt at skrive, hvis det blot hænger i luften – for vi ved jo, at det er et udsagn med begrænset rækkevidde. Det betyder: ‘Jeg døde ikke som 78-årig’. Men ville det ikke være en kedelig titel til et digt?
Det har været et mærkeligt år for os alle, men for mig blev det særlig mærkeligt derved, at jeg levede med en forestilling om, at jeg under alle omstændigheder kunne forvente at dø i det år. Når det ikke skete, virker den forestilling selvfølgelig latterlig. Jeg satte mig dog ikke ned og ventede og frygtede. Året gik og jeg fyldte 79. Det gik op for mig, at lignende punkt havde jeg passeret mere end en gang.
***************
JEG DØDE IKKE
Jeg er blevet 79 år.
Jeg troede 78 var grænsen
for mig, for Farfar, Pappa, to brødre
nåede kun at blive 78, Kurt og Stig.
Jeg døde ikke.
Sank ned i et hestehul som ikke-svømmer.
Jeg kæmpede, så overskrifterne,
kæmpede som en gal,
fætter Knud reddede mig.
Jeg døde ikke.
Frygteligt stadigvæk, Hjalmar 17 år,
faldt ud af vinduet, min søn,
min yngste søn død, det kunne jeg ikke
det kunne jeg ikke leve med,
det ville de ikke kunne leve med, sagde de.
Jeg døde ikke.
En fredag morgen, en smerte,
uafvendelig i brystet, ikke
som Falck-folkene troede
muskelinfiltrationer men
blodprop i hjertet, hvorfor ved jeg ikke.
Jeg døde ikke.
Blod i afføringen en måned.
Jeg ser det hver dag, sagde kirurgen straks,
Det er kræft, du får svar om en uge.
20 cm tarm farvel.
Jeg døde ikke.
Det var op ad bakke op ad bakken,
og siden cyklede jeg som en gal
på motionscykel med udsigt til
udsigt til Frederiksborg Slot.
Fik 4-dobbelt bypass, som Clinton.
Jeg døde ikke.
Som 78-årig et år med covid-19,
tanke på døden hver dag i et år,
holdt alle anvisninger og rutiner i hævd,
morgen og aften, dag efter dag
tanke på døden hver dag i et år.
Jeg døde ikke.
Jeg er blevet 79 år.
*
per-olof johansson 25. februar 2021
I 2005 da Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune udgav bogen om de seks Brudevæltelurer, der 1797 var fundet i Lynge Sogn, nuv. Allerød Kommune, var det hidtil ikke lykkedes for nogen at eftergøre lurerne med samme teknik, som var anvendt 3000 år før. Dette lykkedes imidlertid 8 år efter i 2013 af den danske bronzestøber Peter Jensen efter bestilling af de norske musikere Gaute Vikdal og Jens Christian Kloster.
Efter først at have præsenteret dem hjemme i Norge, blev de nystøbte Brudevæltelurkopier præsenteret på dansk grund i Nationalmuseets forhal 8.november 2014.
Dokumentarfilmen om støbeprocessen er nu lagt op på
Billedserie fra præsentationen i Nationalmuseets forhal 8.november 2014
PINSEDAG 2020
Jo også en dag Fredriksborg Slotsø
men så forleden Store Donse Dam
og en anden dag Bastrup Sø og tårn
og i dag Store Gribsø
med mlillarder af myrer,
store træer, bøge over tæppe af bog,
gamle ege og birketræer og vindfælder,
særligt indtryk af ældgamle grantræer
umulige at fotografere retfærdigt.
De hylende skinnebusser
uforglemmelige.
Hele sorte stimer i vandkanten af
haletudser, så mange så jeg ikke
derhjemme ved vandhullet 1945.
Overlever de i mængde,
venter en uforglemmelig frøkoncert
i skovenes skov Gribskov.
Tænk da på pinse
i den babelske forvirring der opstår.
Grøn kile ind til Lillerød
Et land er både by og land og ikke enten eller
Redaktør på Politiken Marcus Rubin går i et synspunkt på Politiken ind for, at vi dropper idylliseringen af landet udenfor byerne.
Politikens nej til land?
Marcus Rubin skriver om by og land. (23.6.2019). Han lever som inkarneret bymenneske i den forestilling, at by er by og land er land, og by vinder over land og opfordrer til, at vi opgiver lovprisningen af livet på landet. Det kan være han får ret, selvom præmisserne er gale. By og land behøver ikke nødvendigvis at være modsætninger i den grad, som han beskriver det, det afhænger helt af planlægningen.
Marcus Rubin bruger sig selv som eksempel, lad så også mig bruge mig selv. Jeg bor midt i Lillerød, men udsigten er land, fordi Statens Seruminstitut indtil for nylig ejede to gårde i Lillerød. Endnu en gård mere ligger her sammen med de to andre tæt på Lillerød Kirke og gør det relevant at kalde området Lillerød Landsby. Planlægningsmæssigt er de sidste rester af gårdenes marker udlagt som bevaringsværdig grøn kile ind i byen. Men hvordan måler man kulturhistorisk værdifuld og rekreativ værdifuld op mod et politisk flertals ønske om flere beboere i kommunen for at sikre kommunens overlevelse som kommune? Lillerød blev hovedbyen i den nydannede Allerød Kommune i 1970, som dannedes sammen med Blovstrød og Lynge-Uggeløse., en meget grøn kommune, landbrug, skove og med store militære arealer som buffer mod Storkøbenhavn. Befolkningsforøgelsen siden har været enorm, så der er sket store indskrænkninger i det grønne på vej mod målet – Marcus Rubins storby?
Allerede i 1943 kunne civilingeniør Henrik Halberg, som da udarbejdede en dispositionsplan for Lillerød Kommune, se det, og som jeg refererede til i heftet ’Drømmen om Allerød’ i 1991. Han så det som det store held, at Staten havde erhvervet gården Hvidesten: ”således, at der ikke i overskueligt fremtid kan blive tale om, at Hvidesten bliver inddraget til bebyggelse”, ..”Dette giver en naturlig begrænsning af byen mod vest til stort held for byen, der på denne måde vil beholde åbent landbrugsareal så godt som lige ind i sin midte, der hvor kirken og den gamle landsby findes.” 1943!
Men nu har Statens Seruminstitut solgt den ene gård, Hvidesten til en svensk kapitalfond, og efterladt den anden gård, Toftehavegåd og den væsentligste del af jorden – til hvilken skæbne?
Vi lever nu i den uoverskuelige fremtid, hvor den overordnede planlægning er løs i fugerne og med et tilflytterflertal, som måske er offer for samme by-fascination som Marcus Rubin. Toftehavegård lader Staten og kommunen forfalde, og den økonomiske nødvendigheds-filosofi skal nok få sat tænderne i græsmarken.
Men nej, den hårde grænse mellem by og land er ingen nødvendighed, kun en grænse i hovedet på folk med begrænset fantasi.
Facebookgruppe: Lillerød Landsby
Grøn kile til Lillerød Landsby og Lillerød Kirke.
To bøger om virksomheder på samme vej som forsvandt
Danmark har vi flere museer, med vægt på keramik, Designmuseum Danmark, Käehler, Ehlers Samling, Clay. Ikke et eneste kurvemuseum. Har lige været med om udgivelse af bog om Lillerød Lervarefabrik, så stikker det i øjnene..
Der kan godt samles et lille bibliotek om kurvefremstilling, men historien om kurve mangler. Mange museer har kurve et sted i deres samlinger men et helhedsbillede lader sig vanskeligt samle. Det kunne måske fremstå digitalt, når alle genstande fra museerne er på nettet, men fysisk bør kurve også være tilgængelige som keramikken.
Der er også blevet lavet historiske udstillinger bl.a. denne på Moesgaard 2007 som jeg gennemfotograferede og satte på nettet.
Om spånkurvene har jeg sat en hel del billeder på nettet, jeg regner nok min udstilling i Glimåkra 2012 i Sverige for den vigtigste,
samt udstillingen på Pileforeningens festival 2009 i Vingsted, som ikke er at kimse af!
 | perolofdk til Om at slå igennem |
| perolofdk til Frederiksborg Slot udendørs |
 | Frederiksborg Slot u… til Nutiden påkalder Triton |
 | Mogens Fabritius til En postsag – som ‘Dag ti… |
| Samlere og museer |… til En samler læser VAERK |
| Rane Willerslev | pe… til Kurve den hvide klat |
| Mogens Fabritius til Kurve den hvide klat |
| The hidden hand | pe… til Johannes Hohlenberg om øk… |
per-olof.dk skriver...2 